Hvad tror vi om døden

Jeg er et af de mennesker der har et helt klart forhold til døden. Jeg har arbejdet på et plejehjem og set mennesker blive gamle og dø. Døden er på mange måder den gamles beslutning. Jeg så en gang en film om indianere der hed "En god dag at dø". Den viser det meget godt. Herhjemme i Danmark er det også en beslutning den gamle tager. Når det er sket holder den gamle op med at spise og drikke. Hun siger måske farvel til sine slægtninge. Og så uden mad og drikke varer det ikke længe inden den gamle dør.  Men nogle ting kan gøre beslutningen svær. Hun kan være syg fx. af demens. Så bliver den sidste rejse meget svær. Med mindre der er tale om et menneske der begår selvmord må man ikke forhindre et sygt eller gammelt menneske i at tage denne beslutning. Det er mennesket selv der beslutter sammen med Gud Fader hvilken dag der er en god dag at dø. Man kan forstå det på en god måde ved hjælp at denne film hvor Dustin Hofmann spiller en indianer der går ud for at dø i naturen. Vi gør det samme. Bare på en anden måde.

Den sidste rejse

Jeg tror på den kristne Gud Fader. Derfor vil jeg gerne til hans Himmel. Det har han også lovet mig at jeg kommer. Så man kan lave en aftale med Gud. Det giver tryghed. Siger han nej er der ikke andet at gøre end at forbedre sig. I himlen har jeg og min slægt sit eget hus.

Jeg har fået 3 aborter i mit liv. Dvs. børn der døde. Disse børn er nu unge mennesker der er opvokset og har gået i skole i himlen. Jeg fik det at vide af min Åndelige mor. Derfor bedte jeg Gud om at fortælle mig hvem de var. 2 piger og en dreng uden navn. Det hele endte så med at jeg har døbt mine børn i himlen. De hedder nu Sara, Stefan og Stine. De blev så glade mine børn. Det var den største gave. Så selvom et barn dør så skal forældrene huske at døbe barnet så det ikke skal vokse op i himlen uden et navn. De passes af min afdøde fader. Og det er vigtigt at huske på at når vi selv engang kommer til himlen så møder vi de bedste sider af vores slægtninge og os selv. Sygdom findes fx. ikke. Så psykiske ar og fysiske diagnoser findes ikke. Så min Far fx. der var handicappet i kørestol GÅR rundt rask i himmelen og arrene fra hans dårlige barndom er glemt og helet.

Når man først er død i sin seng på jorden er der en lille del fra ens krop der forsvinder. Det kalder vi sjælen. Derfor åbner plejepersonalet på fx. hospitalet et vindue på klem så sjælen kan forsvinde fra rummet. Denne sjæl kaldes for sindet af nogle. Det er en lille del af Helligånden vi hvert menneske indeholder og som holder kroppen i live. Når kroppen dør forsvinder den åndelige person fra dens fysiske bolig. Derpå lægger plejepersonalet liget pænt i kisten med hendes fineste tøj på og blomster i de foldede hænder. 

Derpå tager den døde person på sin sidste rejse og forlader jorden. Så vidt jeg har forstået er der tale om at der er et stykke vej fra jorden og til ens bestemmelsessted. En sti man går på. Man vil på stien møde både væsner og dæmoner fra Helvede man skal afvise og på et tidspunkt kommer Jesus Kristus Åndelige version og spørger om man vil overgive sig til ham. For at han skal komme dig i møde er det vigtigt at du går mod lyset og ikke mørket. Mørket fører til Helvede. Lyset fører til Himmelen.

Har du sagt ja til Jesus på din sidste rejse har du brugt din allersidste chance for at følges med ham som kristen og komme med i Himmelen. Her nede på jorden beder vi kristne nogle gange på ikke kristnes vejne om denne ekstra chance. Har man sagt nej eller har Gud ikke valgt at give mennesket denne chance bliver vedkommende ført direkte derfra til Helvede af nogle af Helvedes dæmoner. Men det er ethvert dødt menneskes eget valg der afgør sagen samt Guds egenhændige vurdering  af netop dette menneskes gerninger ud fra kristne regler. 

Når et menneske lige netop er død får det lov til at give den han ønsker alle de gode ting og evner som han havde selv da han gik på jorden oppe fra Gud. På denne måde går evnerne i arv i familien og sønnen/datteren lærer af sin fars/mors fejltagelser.

Min mormors sidste rejse og egen vilje

Da min mormor døde havde hun været syg i lang tid. Og hun sagde til mig at nu var hun klar. Hun ventede kun på Gud. Og da jeg skulle besøge mormor på et hospital købte jeg blomster. Jeg vidste først ikke hvad jeg skulle vælge. Så valgte jeg liljekonvaller fordi Gud sagde det til mig. Efter det jeg så mormor dødsyg af kræft med en byld på halsen og fik af vide at hun var døende. Jeg satte disse liljekonvaller i en vase og forlod hende ked af det. 

Mor kom dagen efter fordi Mormor var død. Hun lagde mormor til rette i kisten som ældste datter med mine liljekonvaller i de foldede hænder. Mor spurgte hvorfor liljekonvaller? Jeg svarede Mor nogle gange fortæller Gud mig hvad jeg skal gøre. Og et sted inde i mig må jeg have vidst hun skulle dø. For liljekonvaller bruger man jo i Danmark i den situation.

Min mormor havde selv bestemt hvordan hun ville dø. Vi pårørende blev inviteret til begravelse i en folkekirke. Mormor havde selv før hun døde planlagt det hele. Hvordan vi skulle opleve det, hvilke sange der skulle synges, præsten holdt en prædiken om denne særlige og vidunderlige mormor jeg havde haft. Vi lagde alle en blomst på hendes kiste der stod midt i kirkerummet. Da begravelsen var overstået havde mormor så valgt at der ikke skulle ske mere. Hun blev båret ud i ligbilen af de pårørende mænd til stede. Hun fik sine blomster med. Og så var hun væk. Hun skulle kremeres. Det vil sige brændes og blive til aske. Så spreder de pårørende asken  ud der hvor mormor holdt af at være. Sådan havde mormor valgt det.

Da morfar nogle år før det døde valgte han at testamente sig selv til videnskaben. Der var slet ingen begravelse for morfar blev parteret af lægestuderende og kom hjem i små stykker der kunne begraves. Hans børn glemte det aldrig og havde så svært ved at respektere hans valg. Det betød at hans pårørende ikke fik lov til at sige et ordenligt farvel og derfor har især hans børn svært ved at håndtere hans død stadigvæk. Så derfor bør man som døende give sine pårørende mulighed for at sige farvel på en god måde ligesom mormor.

I Danmark er der 2 måder at blive begravet på. Man kan blive kremeret ligesom Mormor eller blive begravet i sin kiste på en kirkegård. Så laver man en fin have der hvor kisten er under jorden. Der kan de pårørende så mindes hende. Men kirkegård koster penge så mange bliver kremeret.

Mormor kunne have valgt at give gravøl. Det er en enkelt øl eller to et sted hvor de pårørende får mulighed for at tale om mormor. Derpå kan de pårørende bedre sige et sidste farvel på en god måde.

Til mormors begravelse havde hun valgt at synge salmen "Op al den ting som Gud har gjort". Det har fået mig og min mand til at sige til hinanden at den skal også synges til vores. Vi synes i øvrigt begge 2 at det var en god ide at Mormor arrangerede sit farvel. Det vil vi også gøre. Jeg vil i øvrigt nok invitere til koncert med Händels Messias fordi det værk betyder noget for mig.

Jødisk kirkegård i Prag

Lasarus og Døden i biblen

Juan de Flandes

Lignelsen om den rige mand og Lazarus

Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt.  Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår,  og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.  Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.  Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.  Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.  Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.  Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.  Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus,  for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.  Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.  Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig.  Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Lukasevangeliet Kapitel 16 (bibelselskabet.dk)

Joakim Skovgaards billede ”Kristus i de dødes rige” kan ses på Statens Museum For Kunst.

Billede: Wikimedia Commons