En virkelig spøgelseshistorie om en afdød kunstners hus

Engang jeg boede i en afdød kunstners hus ude på landet så de 2 andre personer jeg var der med et spøgelse gå over gårdspladsen.

Da jeg skulle sove de 2 første nætter sov jeg helt forfærdeligt. Det var som om jeg havde brækket hver en knogle i kroppen. Det gik op for mig at et spøgelse sov ovenpå min egen krop. Jeg ringede hjem til min åndelige moder og klagede min nød. "Du sover i hans seng" sagde hun og forklarede mig hvordan jeg skulle bede en bøn for dette spøgelse. 

Så jeg bar en madras ind i en anden del af huset. Så generede han mig ikke mere.

En dag da jeg stod i køkkenet alene kom han. Han sagde undskyld fordi han har drillet mig. Jeg vender mig imod ham og siger: Jeg er kristen så jeg må ikke tale med spøgelser. Men jeg vil spørge om du vil op i Himlen til din familie. De venter dig nok der. Din far var præst. Han må være der. Vil du at jeg beder for at du kan komme der til? 

Det måtte jeg gerne.

Så satte jeg mig på en stol foran et billede af ham og bad efter Guds anvisninger det bedste jeg kunne. Jeg havde aldrig prøvet det før.

Samme aften da jeg gik i seng kommer Gud over mig og siger at manden er i himlen og om jeg vil modtage hans evner og talenter som tak. Hans børn er jo døde for længe siden. Ja tak siger jeg. Så falder velsignelsen ned over mig som en kølig dis. Så nu kan jeg sove ordenligt og et menneske er reddet.

Gud sagde at han var glad men også så træt at han sad på jorden oppe i himlen fordi han var så træt at han ikke kunne stå. Så træt var han.

Hvorfor skal man ikke være bange for spøgelser?

Efter min mening så er spøgelser hverken faldne engle eller dæmoner. De er ganske enkelt døde mennesker hvis sjæle ikke kan finde vej til Himlen eller Helvede eller hvor de skal hen. Jeg har oplevet spøgelser flere gange i mit liv siden min barndom. Mange af disse mennesker lider som spøgelser. De har vandret i mange år og deres ben er trætte. Men de ved ikke hvordan de kommer videre. Nogle er måske døde i en ulykke eller er demente. Måske var de ganske unge da det skete. Forvirringen over pludselig død kan betyde at de farer vild undervejs til Himlen og aldrig forlader jorden. 

En bøn for et spøgelse

Det jeg gør når jeg møder et spøgelse er at jeg spørger om dets navn. Så spørger jeg om jeg må bede Gud om at tage det op til deres familie i Himlen?

Må jeg det beder jeg Gud om at føre an i min bøn. Jeg fortæller alt hvad jeg ved om det her menneske. Jeg beder Gud om at have nåde og tilgive mennesket dets fejl. Jeg beder Gud om at tage ham med sig til himlen. Guds vilje ske ikke min. 

Så er der faktisk en del af disse skæbner der kommer med Gud op i Himlen. I det mindste bliver der taget hånd om personen og han kommer ud af sin lidende position her på jorden og kommer videre.

Se også siden om døden.