Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham.  

Klagesangene 3,24-25

Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Johannesevangeliet 15,5

Den der er lille skal blive stor  -   Den der er stor skal bliver lille

DEN DER ER STOR BLIVER LILLE

Nogle gange sker det hvis Gud synes et menneske bruger sine talenter og gaver helt forkert at han tager magten de har fået, fra dem igen. Det kan f.eks. være et ondt statsoverhoved der dør pludseligt og skaber vej til nye tider.

DEN DER ER LILLE BLIVER STOR

Gud gør nogle gange de der i andre menneskers øjne er de helt små og ubetydelige til sine store, vigtige tjenere og ledere over andre mennesker. Et godt eksempel er Jesus selv hvis forældre levede under usle kår. Hans mor var blevet gravid udenfor ægteskab så han var i jordiske øjne et uægte barn. Men hans jordiske far tog imod barnet og dets mor alligevel. Jesus voksede op som håndværkerbarn og blev af sin far oplært til at være tømrer.

Men det lille Jesusbarn voksede alligevel op og blev en stor, stærk og vis mand der udbredte kristendommen i Israel og fik tjenere dvs. desiple der spredte hans tro og filosofi videre ud i verden. Jesus er nu død men lever som en åndelig skikkelse der hjælper og hersker over mennesker på her jorden. Og netop fordi Jesus prøvede at være den lille blev han aldrig højrøvet som voksen. En hård barndom er med til at skabe et menneske der "gider" hjælpe andre mennesker og som ved hvad Gud er værd.

Det samme gør Gud nogle gange med andre mennesker. Jesus var født til det. Det er nogle mennesker også.

Han rejser en alkoholisk mand op der på den måde som bliver evangelist og spreder Guds budskab. 

Han rejser en kvinde op der bliver behandlet dårligt på grund af andre menneskers racisme, og gør hende til Guds talerør og Guds tjener.

Begge to er muligvis små i andre menneskers øjne men er store i Guds rige. Guds befolkning på jorden erkender at Gud har planer for dem og har gjort dem store. De ser muligvis ligefrem op til dem. I Guds favn får de lov til at vokse sig store og stærke nøjagtings som det lille barn vokser op i far eller mors favn.

Jeg ved, Herre, at mennesket ikke bestemmer sin vej; det står ikke i den vandrendes magt at gøre sine skridt faste.

Jeremias' Bog 10,23

Eksempel: DRANKERENS OMVENDELSE

”Dersom nogen er i Kristus, da er han en

ny skabning; det gamle er forgangent: se,

 alt er blevet nyt.” (2.Kor. 5:17)

De, der kendte Billy Bray efter hans omvendelse, ville knap nok kunne tro, at han var den samme, som tidligere ødelagde sig selv og andre i drukkenskab og megen anden dårlighed. Han skjulte det imidlertid aldrig selv, men talte ofte derom for at vise, hvad Gud kan frelse et menneske fra. Vi vil dog ikke her gå nærmere ind på det, men blot kortelig skildre hans ungdomsliv for derefter at betragte det klare lys, som han vandrede i resten af sin levetid.

Billy, eller, som han egentlig hed, William Bray, var født i 1794 i landsbyen Twelveheads nær ved Truro i Cornwall. Hans Fader døde, medens børnene var ganske små; de opvoksede da hos deres bedstefar. 17 år gammel drog Billy til Devonshire, hvor han levede et dårligt liv. Han siger selv: ”Jeg blev drukkenboltenes kammerat og var meget nær ved helvede.”

Flere gange var han nær ved at miste livet. Således arbejdede han en dag nede i en mine, da han hørte klippen slå en revne; han sprang til side, og i samme øjeblik faldt en stor masse ned på det sted, hvor han havde stået. Men Gud frelste ham fra ”bunden af helvede.”

Han havde dog ikke endnu nået det, som han kaldte ”bunden af helvede.” På grund af uforskammethed mod minebestyreren blev han afskediget og rejste til en anden egn for at arbejde. Her indkvarterede han sig på selve værtshuset og svirede dag og nat. Og dog havde han på det tidspunkt ikke alene et dårligt hoved og en syg mave, men hans samvittighed var så urolig, at han næsten ikke turde lægge sig til at sove af frygt for at vågne op i helvede, endskønt han allerede var midt i det. Men hvor lidt man kan dømme mennesker efter det udvortes, kan vi klart lære af Billy´s eksempel; thi skønt han omtrent var så dybt nede, som han kunne komme, lovede han dog flere gange Gud at ville forandre sig. Han manglede imidlertid kraft til at holde sit løfte og blev værre og værre. Efter syv års forløb vendte han så tilbage til sin fødeegn som en rigtig dranker. Hvad det vil sige, ved vi vist alle. Han blev en forbandelse både for sig selv og sin familie. Hans kone måtte sædvanlig hente ham hjem fra værtshuset, og han drak hellere sin fortjeneste op, end han gav hende noget. Og dog vidste han, hvor galt han bar sig ad, samvittigheden pinte ham om dagen, og onde drømme skræmmede ham om natten.

Men nu var timen også nær, da han skulle udfries fra dette syndeliv. Han havde læst en bog af Bunyan om ”himmel og helvede”; det gjorde ham endnu mere ulykkelig og urolig, end han var før, og der kom en stadig større længsel i hans sjæl efter at blive et bedre menneske.

Hans kone havde været omvendt i sin ungdom, men havde atter vendt sig bort fra Gud. Hun kunne dog fortælle sin mand, at ingen tunge kan skildre, hvor godt de har det, som tjener Gud.

”Hvorfor begynder du da ikke igen?” sagde han til hende, ”thi så kunne jeg måske også begynde”.

Han havde den største lyst til at kaste sig ned på sine knæ og anråbe Gud om forbarmelse; men han skammede sig for sin kone og gik i seng uden at turde bede, thi ”Djævelen havde sådant tag i ham.” Han havde ønsket, at hans kone skulle blive omvendt først, så hun kunne fortælle ham, hvorledes man skulle bære sig ad med at blive frelst; thi han tænkte, at hun ikke var nær så stor en synder som han selv, så hun ville nok lettere få tilgivelse. Men klokken 3 om natten vågnede han med den tanke, at dersom han ventede, til hans kone blev omvendt, ville han måske aldrig blive frelst. Han sprang da ud af sin seng og kom for første gang ned på sine knæ, og siden den gang havde han aldrig skammet sig ved at bede, kunne han 40 år efter fortælle med glæde. Han var nu ved at komme ind på en vej, som han ikke mere kunne vende om på; thi jo mere han bad, desto mere trang til at bede kom der i hans sjæl. Han blev liggende på sine knæ til langt op på dagen.

Den dag, som fulgte efter hin mindeværdige nat arbejdedes der ikke ved minen; men sluttedes kontrakt om arbejdet. Billy var vant til på sådanne dage at tilbringe tiden på værtshuset sammen med sine kammerater, her plejede han at drikke og bande værre end den værste.

Nu var han også nødt til at være sammen med de andre, men de mærkede snart, at der var sket en forandring med ham.  En af dem gav sig til at bande. ”Du kommer til at gøre regnskab for det en gang,” sagde Billy. ”Skal vi så alle sammen gå til hellig forsamling?” spurgte en anden spottende. ”Ja, det var da bedre end at gå til helvede,” svarede Billy.

De andre bebrejdede ham nu, at han ”gjorde sådant et spektakel.”

”I ville også råbe og skrige, om I følte min byrde, og jeg må blive ved med det, indtil jeg bliver af med den.”

Den første lønningsdag da han kom ædru hjem, spurgte hans kone forbavset: ”Men hvor kan det dog være, at du kommer så tidligt?” og hun fik til svar: ”Med Guds hjælp skal du aldrig mere se mig drukken.” – Og hun fik det aldrig mere at se. Thi Gud kan også frelse en dranker.

I stedet for at sidde på værtshuset bad han hele aftenen. Næste dag gik han på arbejde, men sad med Bibelen og en sangbog, og da læste og bad han skiftevis hele dagen igennem. Han begyndte allerede at føle en solstråle af glæde i sit hjerte.

Om søndagen gik han til et sted, hvor de såkaldte ”bibel=kristne” plejede at have møde. Men det var regnvejr, så der kom ingen. Det gjorde et ubehageligt indtryk på ham, og han tænkte: ”Om en smule regn kan holde de kristne borte, så skal jeg da ikke slutte mig til her.” Denne hastige beslutning forandredes dog, og det blev netop disse kristne, han kom til at stå sammen med i over 40 år.

Nu måtte han så imidlertid tilbringe denne dag ene med Gud, Bibelen og sangbogen. Djævelen prøvede på at fortælle ham, at Gud aldrig ville forbarme sig over ham. Men i tillid til Ordet: ”Søger, så skal I finde,” blev han ved med at bede og råbe til Gud. Mandag eftermiddag tilbragte han på samme måde; men om eftermiddagen måtte han gå til minen.

Under arbejdet blev han dog ved at råbe til Gud om forbarmelse. Hans kammerater havde ondt af ham: ”Han ligner slet ikke Billy Bray,” sagde de. Så gik han hjem igen og blev ved at råbe til Gud hele vejen.

Klokken var 11 om aftenen, da han kom hjem, men dog var det første, han gjorde, at kaste sig på knæ og råbe til Gud på ny om dog at forbarme sig over ham. Han glemte alt andet for dette ene. Han gik i seng, men ikke for at sove.

Hele næste dag råbte han igen til Gud, først om formiddagen i sit hjem, og derefter hele eftermiddagen og aftenen i minen.

Natten gik på samme måde. Djævelen prøvede på at gøre ham modløs; men nu var løgneren blevet narret for sit bytte; thi Billy sagde til sig selv, at det var dog godt, som det var; thi han ville hellere ligge og råbe til Gud om forbarmelse end leve i synden.

Næste dag ”var han lige ved at gribe velsignelsen,” men så måtte han gå på arbejde klokken to om eftermiddagen. Her stormede Djævelen atter ind på ham og blev ved at sige til ham, at han aldrig ville finde nåde hos Gud. Men Billy sagde: ”Du er en løgner, Djævel!” og i samme øjeblik blev hans hjerte lettere, og han begyndte så småt at prise Gud, så sagde han til sine kammerater: ”Jeg er vel ikke så lykkelig som andre kristne; men hellere end at vende tilbage til synden ville jeg brændes til døde her på stedet.”

Da han kom hjem, brød han sig ikke om at spise, denne gang ikke som før på grund af sjælenød, men fordi han havde fået et håb i sit hjerte, og nu ville han straks benytte sig af det. Han gik lige til Gud og sagde: ”Du har sagt, at de, som beder, skal få, og de, som søger skal finde, og de, som banker, for dem skal der oplades.” Da fyldte en overstrømmende glæde hans hjerte; han jublede og priste Gud, som havde forbarmet sig over en ussel synder som ham.

Det var i november 1823.

Alting syntes nyt for ham, mennesker, markerne, kvæget, træerne. Han var som et menneske i en helt ny verden, og han forekom sig selv at være fuldstændig ny. Han talte til alle om, hvad Gud havde gjort for ham. Han besøgte sine kammerater for at fortælle dem det. Nogle sagde, han var gal, andre sagde, at de fik ham nok tilbage næste lønningsdag.

Men de fik ham aldrig tilbage. Thi det var Gud, der havde draget ham op af det dybe dynd og sat hans fødder på en klippe, og han gjorde hans trin faste. (Davids Salme 40:3)

Læs resten af historien fra det virkelige liv her:

Kongesønnen | Denglademand

Eksempel: Danske per Berners historie