Pave Frans vasker fødderne på 12 fanger. “Gud tilgiver altid”                                                POPE FRANCIS WASHES THE FEET OF 12 PRISONERS. "GOD ALWAYS FORGIVES"

Italien 14 april 2022

Paven fejrede messen skærtorsdag i fængslet i Civitavecchia. I fængslets kapel blev det altid bevægende fodvaskningsritual gennemført på ni mænd og tre kvinder. En improviseret prædiken over begrebet tjeneste:” det er smukt at tjene uden selv at få noget ud af det”. Paven blev modtaget med balloner og klapsalver fra gæster, kriminalpolitiet og de offentlige myndigheder, blandt dem justitsminister Marta Cartabia. En hilsen til fængselsfunktionærerne og deres børn: “Tak for alt hvad I gør”.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Balduz tager mundbindet af og kysser pavens hånd for derefter at holde den op mod sin pande. Han gør det fire gange. I Egypten, som han kommer fra, er det tegn på den største taknemmelighed. Pave Frans har lige vasket fødderne på ham og 11 andre indsatte i fængslet i Civitavecchia, hvor han i år valgte at fejre skærtorsdagsmessen. Tak, mumler manden, der efter 4 et halvt års fængsel vender tilbage til friheden. “Selv tak”, svarer paven. Han går så videre til Daniele, 38 år gammel, hans søn og dennes veninde. Han var præsident for en organisation for handicappede børn og endte i fængslet “på grund af en dumhed”. “Under pandemien var der nedgang i indtægterne, og jeg måtte begå en lovovertrædelse”. De dømte ham til to års fængsel, og om kort tid vender han tilbage til sin familie. Over den sorte rullekravetrøje bærer han en rosenkrans af blå plastik. Efter også at have vasket hans fødder inviterer paven ham til at bede den hver dag. “Selvfølgelig”, svarer den unge mand. Han har den hårde mine på, men bliver bevæget ved slutningen af ceremonien: “der er ting, der kun sker en gang i dit liv”. “Jeg kan sige dig en ting”, tilføjer han med romersk dialekt. “Fængslet frelste mig, jeg kunne være slået ind på endnu grimmere veje”. De andre kammerater der sidder på en trappe, nikker.

Et stort fællesskab

Over for dem alle gentager paven, hvad Jesus gjorde under den sidste nadver. Det er et ritual, der bevæger, hver gang det fejres. Mellem de 12 er der også tre kvinder. Blandt dem en ældre kvinde, hjulpet af en ung nigeriansk kvinde, der også hjalp hende med at modtage kommunionen. De kender ikke hinanden, de kommer fra forskellige afdelinger af dette fængsel, der ligger i udkanten af byen Civitavecchia i byen Lazio. Ca. 900 personer er tilknyttet fængslet. 530 af dem er fanger, en stor del er kvinder.

Modtagelsen

Kun en mindre del af fangerne kunne komme ind i kapellet for at hilse på paven. Mange bliver udenfor for at hilse, da paven ankommer og tager afsted igen lidt før kl. 16 i den hvide Fiat 500L bil, der transporterer paven.” Men det er jo ikke en papamobil”, råber en lille dreng, efter at han sammen med andre børn har sluppet gule og hvide balloner løs. Paven stiger ud af bilen, der blev modtaget af fængselsinspektør Pariza Bravelli, som han lærte at kende allerede for nogle år siden. Der bliver udvekslet et par sætninger, der præsenteres nogle repræsentanter for institutionen og de italienske myndigheder, blandt andet den italienske justitsminister, Marta Cartabia.

Straks efter dette røre træder paven ind i kapellet med to grupper fanger der råber og klapper: “Længe leve paven. Hej Frans”! En mand med glatbarberet hoved og en tatovering på ansigtet dirigerer koret, kammeraterne omfavner ham og morer sig. Pave Frans vender sig om og smiler. Mange prøver at give paven hånden, mens han går hen mod sakristiet, som han kommer ud fra efter nogle få minutter, mens han holder en bispestav i oliventræ i hånden.

En værdig ceremoni og et bevægende ritual

Fejringen er værdig og bliver ledsaget af sange fra et kor af de indsatte. Andre er ministranter, andre igen er lektorer. Pavens prædiken er improviseret og bliver sagt med en bevæget stemme. Prædikenen koncentrerer sig om begreberne tilgivelse og tjeneste. Biskoppen af Rom kommenterer dagens læsninger og taler om det tegn, der ligger i at vaske fødder - “en mærkelig ting” i denne verden. "Jesus der vasker forræderens fødder, ham som sælger ham”, sagde pave Frans. “Uden at han selv får noget ud af det”, gentager paven. “Jesus lærer os dette simpelthen: I skal vaske hinandens fødder... Den ene tjener den anden, uden selv at få noget ud af det: hvor ville det være smukt, hvis det blev muligt at gøre det hver dag og med alle mennesker” “Uden selv at få noget ud af det”, gentager paven. “Gud - tilføjer han – tilgiver alt, og Gud tilgiver altid! Det er os, der bliver trætte af at bede om tilgivelse”. “Bed Jesus om tilgivelse”, insisterer pave Frans: “Der er en herre, der dømmer; men det er en mærkelig dom: Herren dømmer og tilgiver”. Og han slutter med at opfordre til at gå fremad “med lysten til at tjene og tilgive hinanden”.

Fængselsinspektøren: en ny start herfra

Prædikenen slutter med en lang pause i stilhed. Men i stedet lyder der stærke klapsalver, da en ung mand til forbønnerne siger: “ For vores skrøbeligste kammerater som har mistet livet i fængslet, for at Herren vil tage dem i sin kærlige favn og lade sin herlighed lyse på deres ansigter”.

Hænder klapper til minde om dem, der ikke klarede den. Et tegn på den stærke fællesskabsfølelse, der bevæger de indsatte. Det siger fængselsinspektøren også i sin afskedshilsen uden at benægte de problematikker, der præger deres “hjem”. Det er problematikker, der er kommet med udefra – vold, psykiske forstyrrelser, misbrugsproblemer, social marginalisering – det som uundgåeligt sker inde i fængslet. “Her er der en anden og kompleks menneskelighed, hvor vi ser så megen skrøbelighed”, siger kvinden., der dog taler om “nye måder at starte på”. Nye liv, nye håb, nye mål.

Afsked, kor, klapsalver

Pave Frans lytter, han smiler svagt, han ser med interesse på sine mange gaver: kurve med planter og blomster, træskulpturer og kobbertråde, blyantstegninger. “Alt sammen billige materialer”. Alle, der er til stede, får en rosenkrans fra paven. Nogle beder om to til når de kommer ud og ser deres kone eller veninde igen. En meget ung, skægget mand holder en sort rosenkrans i hånden og beder paven om at velsigne den. Paven prøver at stoppe hos alle, mens han går ud, mængden forsøger at mødes omkring ham, men bremses af politi og gendarmer. Igen er der kor og klapsalver, igen råb: “Leve paven! Ved udgangen står søstrene fra Ancelle della Visitazione (Bebudelsens tjenerinder), De tjener i fængslet, men er så bevægede, at det ikke lykkes dem at sige så meget som to ord. Paven udveksler nogle ord med dem og med en gruppe af undervisere, så kører han i bil hen mod en bygning, der bruges til møder med slægtninge og venner. Det er samtalerummene, hvor der også findes et legeværelse kaldet Ledas værelse med muntre farver.

Omfavnelser af de ansatte og deres børn

I dette værelse med de hvide vægge møder pave Frans de indsatte fra den sikrede afdeling: de er omkring 50 med forskellig alder og forskellige historier. Paven spøger med nogle af dem. Han siger for eksempel til en mand med et plaster på næsen: “Har du fået én lige i synet?” Han giver sig til at le og bøjer sig så for at kysse pavens hænder. En gammel mand åbner en konvolut og viser nogle fotos frem: Det er mine børnebørn. Kan De velsigne dem? Jeg har aldrig set dem”.

Så kommer en hilsen til de civile ansatte og til en fængslets sygeplejersker. I midten er der anbragt en forgyldt lænestol; men paven bruger den kun til at skrive sin autograf i gæstebogen. Han går rundt mellem folk, han velsigner familier, kniber nogle børn i kinden, samler tegninger ind, hører på betroelser og møder en grædende kvinde. Hun er gift med en politimand, der for nogle dage siden mistede begge sine forældre.

"Tak for alt hvad I gør”

Der tages hurtige, flygtige billeder, Men de er for fællesskabet i fængslet i Civitavecchia med til at skrive hele kapitler i deres personlige liv. “Jeg kan næsten ikke tro, De er kommet her hellige Fader”, siger en fængselsbetjent, der læner sig op ad pavens bil. Alt varer mindre end to timer, men synes at vare meget længere. Omkring kl. 17.45 retter pave Frans kursen mod Rom. Før han kører forbi udgangen, standser han bilen på grund af en mand, der spørger om lov til at tage en selfie. Til fængselsinspektøren udtrykker han sin taknemmelighed over alt det, der gøres inden for disse fire vægge: ”Tak, tak for alt hvad I gør og fortsæt endelig”.

Oversat fra italiensk tekst af Salvatore Cernuzio: Francesco lava i piedi a dodici detenuti: ”Dio persona sempre”.